Hvor kan jeg finde en restaurant til leje til min kommende restaurant?

Der var en mand, som havde en drøm. Han ville åbne sin egen restaurant. Ikke fordi det var let. Men fordi det var virkeligt. Fordi flammerne fra komfuret og duften af hvidløg i panden var mere ægte end noget andet. Han stod foran spørgsmålet: Hvor kan jeg finde en restaurant til leje til min kommende restaurant. Ikke et simpelt spørgsmål. Ikke noget, man løser med det samme. Men det var begyndelsen.

Han kendte gaderne. Han kendte hjørnerne, hvor folk samledes og drak vin og talte højt, mens solen gik ned. Han vidste, det skulle være der. I et lokale, hvor væggene allerede havde hørt latter og skænderier. Hvor borde havde båret forretter og glas med skår i kanten.

Han gik. Gik langs bygader og så ind gennem beskidte ruder. Lokaler stod tomme. Nogle med gamle menukort i vinduet. Andre med borde, som ingen havde ryddet i årevis. Han kiggede. Mærkede gulvets hældning. Målte med øjnene, ikke med tommestok.

Et sted, hvor mennesker ville komme. Ikke for glamour, men for varme. For noget ægte. Og han tænkte: Det må ikke være for stort. Ikke for småt. Det skal være rigtigt. Han kendte betydningen af beliggenhed. En restaurant skal ligge, hvor folk vil være. Hvor de allerede går. Han havde ingen erhvervsmægler. Bare sin forstand og sine støvler.

Lokalet skulle kunne holde til noget. Til varme gryder og lange nætter. Han kendte til støjgrænser og lugtkrav. Ikke fordi han ville overtræde dem, men fordi han ville gøre tingene rigtigt.

Der var dokumenter, man skulle have styr på. Tilladelser. Fra folk i kontorer, som aldrig havde mærket fedtet fra en nystegt bøf i hånden. Han respekterede det. Fødevarestyrelsen. Kommunens krav. Brandsikring. Alt det, der kunne holde en restaurant lukket, før den overhovedet åbnede. Det lærte han. Hurtigt.

Han skrev på papir. En liste, krøllet og fedtet. På den stod:

Før åbningen

Han skrev: Registrer dig hos Fødevarestyrelsen. Han vidste det var første skridt. Alkoholbevilling, hvis han ville servere vin. Og det ville han. Byggetilladelse. Alt skulle være i orden. Han ville ikke bygge et slot af pap.

Når lokalet er i sigte

Han kendte stedet, før han trådte ind. Men han tjekkede det. Målte det med maven. Kiggede på nabolaget. Lyttede. Lejekontrakten læste han flere gange. Gav den til sin ven, som engang havde læst jura. Og han budgetterede. Ikke med håb. Men med hårde tal.

Han forstod, at en restaurant ikke kun bygges med hænderne. Den bygges med hjerte. Konceptet kom først. Ikke noget, der var kopieret. Noget hans. Noget fra hans barndom. Menuen var enkel. Ikke fattig. Ærlig.

Han hentede tilladelser. Én efter én. Gik fra kontor til kontor. Fik underskrifter. Gav håndtryk. Personalet samlede han blandt dem, han stolede på. Venner. Familie. Mennesker, som kendte til slid.

Han talte med folk. Fortalte om sin idé. Satte plakater op. Lagde billeder op. Men han solgte ikke en drøm. Han solgte et sted at være.

Han fandt det. Lokalet. Det rigtige. Og han huskede, hvordan han spurgte sig selv: Hvor kan jeg finde en restaurant til leje til min kommende restaurant. Nu havde han svaret. For det handler ikke om held. Det handler om at gå. At spørge. At lytte. Og når man endelig står i det, ved man det.